Hvis du har forpasset muligheden for at indlevere en indsigelse mod en varemærkeansøgning eller af andre grunde ønsker at få annulleret en varemærkeregistrering, har du muligheden for at anmode om en administrativ ophævelse.
En anmodning om administrativ ophævelse kan enten være begrundet i, at mærket oprindeligt er registreret i strid med bestemmelserne i varemærkeloven, herunder at mærket mangler særpræg, at mærket er forveksleligt med et tidligere registreret eller ibrugtaget mærke eller at der efter mærkets registrering er indtrådt omstændigheder, der medfører, at mærket kan ophæves.
Såfremt anmodningen om ophævelse er begrundet i oprindelige registreringshindringer, skal der ved vurderingen af anmodningen om administrativ ophævelse også tages hensyn til om mærket efter registreringen er blevet indarbejdet på markedet eller om anmoderen har udvist passivitet.
En registrering kan desuden ophæves, hvis mærket ikke er brugt i overensstemmelse med bestemmelserne om brugspligt, jf. varemærkelovens § 25 eller hvis varemærket efterfølgende er degenereret.
En anmodning om administrativ ophævelse skal være begrundet. Der skal tillige betales et ophævelsesgebyr på pt. 2.500 kr.
Hvis der er anmodet om administrativ ophævelse af en varemærkeregistrering, har indehaveren af denne registrering mulighed for at fremføre modpåstande under ophævelsessagen.
Hvis anmodningen er fremsat under henvisning til, at det registrerede mærke ikke burde have været registreret, fordi det oprindeligt manglede særpræg, har indehaveren for eksempel mulighed for at dokumentere, at mærket er indarbejdet som varemærke for ham før eller efter registreringstidspunktet.
Når en sag er tilstrækkeligt oplyst, træffes en afgørelse i sagen. En afgørelse kan gå ud på, at det registrerede mærke ophæves helt eller delvist, eller at mærket fortsat skal bestå.
Kontakt vores specialister
Vi er klar med råd og vejledning → KONTAKT OS